Praktik

Forlagspraktikanter søges!

Jentas er et mindre forlag beliggende på Frederiksberg, og vi søger to til tre universitetspraktikanter til forårssemestret 2027. Så går du på universitetet, og har du en forkærlighed for at læse samt en redaktør i maven, har du nu mulighed for at få erfaring inden for forlagsbranchen.

Hos Jentas specialiserer vi os i oversættelse af romaner fra engelsk til dansk. Vi beskæftiger os primært med krimier, men også andre genrer, såsom thriller og feel-good, er jævnligt på programmet. Vi udgiver både på tryk og digitalt, i form af lyd- og e-bøger.

Da vi er et mindre forlag, betyder det, at vi kan tilbyde et omfangsrigt praktikforløb, hvor du som praktikant vil opleve en varierende hverdag med ansvar, samt at dine meninger vil blive lyttet til og værdsat. Som praktikant hos os vil du få lov til at prøve kræfter med varierende arbejdsopgaver, lige fra korrekturlæsning af kommende udgivelser, mindre oversættelsesopgaver mellem engelsk og dansk, opsætning af vores månedlige nyhedsbrev samt SoMe, branding og kommunikation; alt sammen opgaver, som er en del af hverdagen på et forlag!

Vi regner med, at du kan arbejde 25-30 timer om ugen, og vi er meget fleksible med, hvilke dage det drejer sig om, så du også kan få tid til at passe sideløbende undervisning og/eller studiejob. Der er ingen krav til, hvad du studerer, men da din primære arbejdsopgave vil være korrekturlæsning, forventer vi, at du har gode sprogkundskaber inden for dansk og engelsk samt gode grammatiske færdigheder.

Hvis denne beskrivelse passer på dig, så send gerne en ansøgning og et CV til os senest d. 19. oktober til chefredaktør Amalie Sørensen på mail: amalie@jentas.dk. Vi afholder løbende samtaler, så få gerne ansøgningen afsted før deadline.

Vi glæder os til at høre fra dig!